Foredrag indtil oktober indstilles

Kære medlemmer af Thurø Foredragsforening. Grundet forsamlingsforbuddet ser vi os i Foredragsforeningen desværre nødsaget til at aflyse de planlagte arrangementer frem til oktober måned

Møder ændres grundet COVID-19

Det er endnu ikke kendt om og hvilke restriktioner der vil være ved første foredrag i oktober 2021.

7.okt. Iben Mondrup, forfatter
”Tabita”


Romanen TABITA udkom januar 2020 til flotte anmeldelser. Her følger vi Ægteparret Eva og Berthel, der kommer hjem til Danmark med to adopterede børn efter en årrække i Grønland. I foredraget fortæller Mondrup om arbejdet med romanen, og om en tid i vores historie, hvor det var muligt for danske familier at adoptere grønlandske børn uden videre. Iben er født i 1969 i København. Fra hun var tre år gammel boede hun i Grønland i hhv. Qasigiannguit, Qeqertarsuaq og Nuuk. Hun dimitterede i 2003 fra Det Kongelige Danske Kunstakademi som billedkunstner med en mastergrad i Kunstteori og formidling og debuterede som romanforfatter i 2009. I 2014 udkom ”Godhavn” som blev tildelt DR Romanprisen, og Mondrup blev med romanen ”Karensminde” tildelt Blixenprisen 2017 for årets skønlitterære udgivelse.

(Forudgående generalforsamling)

4.nov. Torben Mikkelsen, Kontreadmiral
”Tohundrede dage”

Som chef for den multinationale flådestyrke, bestående af danske-norsk-britiske skibe, ledte den danske søofficer Torben Mikkelsen i 2013-14 bortskaffelsen af 300 tons kemisk materiale og våben fra det borgerkrigshærgede Syrien. Kontreadmiral Torben Mikkelsen vil med billeder og beretninger give et ærligt og åbenhjertigt indblik i sit virke og de udfordringer, som det giver at skulle gennemføre en sådan multinational mission under tiltagende spændinger mellem verdens stormagter.

2.dec. Henrik Jensen, historiker og forfatter
Hvad er et menneske?

Hvordan har synet på mennesket forandret sig gennem tiden? Hvordan påvirker mennesket historien, og hvordan påvirker historien, tiden og tidsånden mennesket? Hvor er vi nu?


6.jan. Peter ”Tot” Andersen, frømand
Frømand i den danske Specialstyrke

Peter Andersen blev efter gennemført elevskole, optaget i Frømandskorpset i 1988. Igennem foredraget beskriver Peter livet ”I tjenesten som Frømand”, herunder nogle af Frømandskorpsets Internationale operationer.


3.feb. Martin Jørgensen, tidl. professionel fodboldspiller, TV-fodboldekspert
Historier fra de varme lande

Martin Jørgensen spillede trofast i mange år for landsholdet med 102 landskampe på den offensive midtbane og 12 mål for Danmark. Han tog fra AGF til Italien, hvor hans professionelle karriere foldede sig ud i storklubberne Udinese og Fiorentina fra 1997 til 2010. Martin Jørgensen vil berette om de mange oplevelser, der følger med et liv som professionel fodboldspiller på det højeste niveau i den italienske Serie A.

3.marts Thomas Østergaard Aallmann, sognepræst Thurø
Gennem garderobeskabet – et foredrag om C.S. Lewis

Den engelske Oxford-don C. S. Lewis (1898-1963) er mest kendt for sin bøger om Narnia med løven Aslan, heksen og garderobeskabet, men hvad der er mindst lige så spændende, er hans egen rejse fra barndommen i Belfast til optagelsen på Oxford Universitet og gennem 1.verdenskrigs skyttegrave ind i ateismen og derfra gennem venskabet med J.R.R. Tolkien (forfatteren til Hobbitten og Ringenes Herre) tilbage til den kristendom, der gjorde ham til Englands og USA’s mest læste kristne forfatter i det 20. århundrede. Thomas Aallmann har været i Oxford adskillige gange for at studere netop Lewis, er medstifter af det danske C.S. Lewis-selskab og skriver på en biografi om Lewis. Ved foredragets afholdelse er han netop kommet hjem til Thurø fra endnu et studieophold ved Magdalen College, Oxford, hvor Lewis var ansat i 29 år.

--
Alle møder er kl.19.30 i Thurø præstegårds konfirmandstue.